Melormene i Brøndbyvester mølle
Blandt medlemmerne i Brøndbyvester Møllelaug er der en gruppe på 8 mandlige pensionister, der har valgt at kalde sig selv ’Melorme’.
Melormenes fornemste opgave er at tage så godt vare som muligt på den gamle mølle. Hver anden uge mødes Melormene. Dagen starter med en kop morgenkaffe og 1 rundstykke dertil, medens der udover verdenssituationen også drøftes hvad formiddagens arbejde skal være denne dag. Det kan være alt fra rengøring i møllen til kalkning, vinduespudsning, smøring af tandhjul, maling eller mindre reparationer af dele i møllen. Inden arbejdet påbegyndes kommer alle dog til et lægetjek ved indtagelse af 1 lille glas Dr. Nielsen. Inden formiddagens arbejde påbegyndes bliver servicet fra morgenbordet vasket op sat tilbage i skabet.
Efter formiddagens arbejde bliver den medbragte madpakke taget frem, og formiddagen afsluttes med en fællesspisning af den medbragte madpakke og god kammeratlig snak, og efterfølgende opvask.
Når møllen skal køre med vingerne i gang, er det Melormene der betjener møllen, er der gæster i møllen ved sådanne lejligheder er det også Melormene der fungerer som guider. Det er ligeledes Melormene der er aktive når møllen indgår i skolernes undervisning. Her bidrager Melormene bl. a. med information om de 4 danske kornsorter, møllens historie og betydning op igennem de forrige århundreder.
Når møllen kører i festklædt stand med dannebrog på vingespidserne, er det også her Melormene, der har klaret den montering og betjening af møllen.
Når møllen kører for at kværne korn til mel, er det også Melormene der klarer den opgave, hvilket også indebærer pakning af melet. Alle medlemmer af Møllelauget kan gratis hente en pose mel på møllen hver gang der kværnes korn. Det er også Melormene der kværner det mel som sælges i ’Ditlevs Gl. Købmandsbutik’ i Brøndbyøster.
Interessen for at blive Melorm er så stor, så der i øjeblikket er venteliste til det.